Hvordan fungerer aircondition i biler?
En airconditions hovedformål er blandt andet at skabe frisk luft i bilen. Det gør den ved at fjerne den varme luft i bilen og lede den ud igen, som koldere luft. Det lyder meget simpelt, men hvordan sker det egentlig?
Først og fremmest, er kølemiddel afgørende i aircondition-systemet. Det er blandt andet det, der sørger for, at bilen kan køle. Helt præcist komprimerer kompressoren i systemet kølemidlet fra en lavtryksgas til en højtryksgas, som sendes videre til kondensatoren. I kondensatoren bliver den gas afkølet og bliver derefter til væske, som bevæger sig igennem et tørrefilter. Tørrefilteret er det der fjerner fugt og urenheder fra kølemidlet, og forhindrer isdannelse og korrosion i systemet, som ellers kan skade metalstrukturerne i systemet.
Når denne væske er blevet renset, skal den igennem en ekspansionsventil. Her udvider væsken sig og falder i tryk, og bliver dermed til en lavtryks og lavtemperatur væske og gasblanding. Her bliver kølemidlet yderligere afkølet, og varmen absorberes.
Den afkølede væske- og gasblanding skal nu igennem fordamperen i bilens kabine, som absorberer varmen fra kabinen og omdanner kølemidlet til gas igen. Den afkølede luft blæses ind i kabinen, og sørger for en behagelig temperatur.