Vinterdæk eller helårsdæk?
Det store spørgsmål kan tit lyde … Hvorfor skal jeg bruge penge på, at købe hele to sæt dæk, når jeg bare kan nøjes med ét?
Og det er også et rigtig godt spørgsmål. Sandheden er, at helårsdæk til tider faktisk kan være ganske udmærket at køre med. Men, der er altid et men…
Helårsdæk er helt klart sikrest at bruge, når der er saltet og ryddet på vejene, og det kan du ikke altid være sikker på, at der er, hvis frosten pludselig melder sig.
Det er derfor sikrest at bruge vinterdæk, når temperaturerne falder til under 7 grader. Her er det vigtigt at huske på, at vinterdæk er designet specielt til at køre i vinterføre. Det giver dig langt bedre forudsætninger for at køre sikkert under disse vejrforhold, end med et dæk der skal kunne køre i køligere temperaturer, og som samtidig også skal egne sig til varmere temperaturer.
Selvom vi hele tiden ser udviklinger indenfor helårsdæk, er de bedste helårsdæk endnu ikke ligeså gode som vinterdæk, når sneen rammer vejene. Det skyldes blandt andet materialet og mønsteret i vinterdækket. Det skal dog nævnes, at helårsdæk godt kan være en løsning for nogle bilister og i nogle tilfælde, men hvis du ved, at du skal ud og køre på snedækkede veje, og er afhængig af at kunne komme ud alle dage, er vinterdæk helt klart det mest optimale valg.
Hvis du derimod er sikker på, at du ikke nødvendigvis behøver ud, når der lander sne, frost eller slud på vejene, og ikke kører så ofte og lange strækninger, kan helårsdæk måske være den rette løsning for dig.